RØDKÅL SPIRER
Brassica oleracea
RØDKÅLSPIRER
SMAG • SPISELIGE DELE
Rødkålspirer smager af rå rødkål, men smagen er mere kraftig end udvoksede rødkål.
Rødkålspirer er broderen til Pinkkålspirer. Derfor minder smagen så meget om hinanden, men hvor Pinkkål er mere lys i farven og mere mild i smagen er Rødkål mørkere og mere kraftig.
Du vil opleve, at alle kålspirer (og visse andre spirer) får hvide fimrehår på rødderne. Denne type rødder hedder rodhår og er helt hvide. De udvikles fra 2. dagen af spiringen og ligner mug til forveksling, men rodhår er naturlige og spiselige.
Dyrker du spirerne i en BergsBioSalad, vokser rødderne ned gennem hullerne, så de er nemme at klippe fra, når du høster spirerne. Jeg har givet ideer til mad med rødderne under Opskrifter.
NÆRING
Vitaminer: A, B, C, E, K
Mineraler: Kalium, Jern, Kalcium, Magnesium, Zink, Fosfor
Protein: 2% – fordi spirer består af 75% vand
STØRRELSE • UDSEENDE
Rødkålfrø er i princippet de samme som Rødkålshavefrø. Rødkåls spirefrø er derimod 100% økologiske og ikke bejdsede – svampebehandlede.
Rødkålsspirer bliver 15-16 cm lange fra rodspids til bladtop. Rødkålspirer dyrkes altid, til de folder deres smukke, kraftigt violette kimblad ud. Hvis dine spirer er hvide eller lyse i bladene, skal spirerne bare have lidt mere lys (men ikke i direkte sollys).
OPSKRIFTER MED RØDKÅLSPIRER
Ideen med at spise spirer er for mange at få glæde af spirernes høje næringsindhold. Det gør du bedst ved at spise dine Rødkålspirer rå, fordi vitaminer, protein og antioxidanter er meget varmefølsomme. De fine, sarte spirer bliver også – skal vi kalde det ‘mindre elegante’, hvis de bliver varmet op.
Til din glæde kan jeg afsløre, at Rødkålspirer smager skønt i deres rå form. Du kan bruge dem i alle retter, hvor rødkålssmag er velkommen.
Jeg bruger dem gerne i råkost med revne gulerødder, grøn salat og let ristede pinjekerner. Reelt sætter kun din fantasi grænsen, for rødkålsspirer er lækre i alle retter, hvor du ellers ville bruge rødkål eller pynte med rødkål.
Vil du kun bruge toppe og stængler i dine retter, kan du klippe rødderne fra og blende dem ind i dips…eller du kan stille din lille sult med dem, imens du laver mad.