Lilla, lyserøde og pink spirer findes i forskellige toner fra helt lys rødlig til dyb violet. Farverne er helt naturlige. Læs om de fascinerende rødlige farver i spirer, og hvad der skaber dem.

PINK TONER I SPIRER
Dine pink spirer findes i flere toner:
Spirer af Rosenradise bliver lyserøde og grønne.
Sennepsspirer bliver mørkelilla og grønne.
Fennikel får grønne og sart lyserøde toner.
Rødkål bliver mørkt violette og grønne.
Pinkkål ligner rødkål men er lysere lilla.
Mizuna er mørkviolet og grøn.
FARVERNE ER HELT NATURLIGE
Som forbrugere er vi i dag vant til, at maden er fyldt med alskens farvestoffer.
Sådan er det ikke med dine hjemmedyrkede spirer. De smukke røde toner er helt naturlige og en del af plantens gener. FRISKE SPIRER spirefrø er ikke genmodificerede, men sorterne er specielt udvalgt til at være gode til spiredyrkning. Planter du en af dine spirer i jord, vil du dog bemærke, at den udvikler en helt naturlig plante. Så du kan nyde dine farverige spirer med ro i maven.
De flotte røde farver hører til gruppen af plantefarvestoffer kaldet Anthocyaniner. Det er den samme type af farvestoffer, du finder i blåbær, gulerødder, rødbeder m.m.


STRESS KAN GIVE PINK SPIRER
Du kan opleve, at normalt hvide / grønne spirer nogle gange pludselig får pink stængler. Det sker typisk i Mungbønner eller Solsikke, men alle spirer kan i princippet pludselig få en pink tone i overfladen.
Det pludselige farveskift er helt naturligt og skyldes, at den lille plante er blevet stresset. Stressen kan være for høj varme eller for lidt fugt i spirebakken. Det kan også ske, hvis du har opbevaret dine spirer i køleskabet og flytter dem ud på køkkenbordet eller omvendt.
Det kan være fristende at forsøge, om du kan få den smukke pink farve frem. Det er dog ikke nogen god ide, at tørste eller kuldebehandle dine spirer unødvendigt. Der er en vis risiko for at stressfaktoren påvirker dine små sårbare spirer så meget at de visner, og det er jo ikke sjovt.
SPIS DINE STRESSEDE SPIRER?
Du kan spise pink ‘stress’spirer med ro i maven. Den pink farve er kun udtryk for, at plantens egne, naturlige antioxidanter arbejder på højtryk for at beskytte den lille sårbare plante. Ligesom i de normalt pink, rosa, violette spirer, er det pink stof i de stressede spirer rene Anthocyaniner.
I dette tilfælde udvikler den normalt hvide/grønne spire dette antioxidant for at beskytte planten mod stress. Reaktionen er den samme, som bliver udviklet i skrællen på ellers grønne æbler, som har hængt i solen og derfor er blevet lyserøde.¹
Du vil bemærke, at når den stressede spire genvinder balancen og igen kan vokse videre i ro, forsvinder den røde farve igen. Du behøver dog ikke at vente. De pink spirer giver bare en anelse mere antioxidant.
¹ Kilde: Grøn viden
