Har det nederste af dine spirer fået 'sære' tynde rødder?
Ligner det helt hvidt mug, selvom spirerne dufter sundt?
Der er såmænd tale om rodhår.
Rodhår på spirer
Spirer af Broccoli, Raps, Radise, Solsikke og korn udvikler efter de første tre dage af spiringen fine, hvide fimrehår på rødderne.
Hårene er nemmest at se, inden du skyller spirerne, da vandet får hårene til at lægge sig ind til hovedroden. Disse fine rødder er altså ikke mug, selvom de godt kan ligne til forveksling.
Mugne rødder på spirer?
Ok, hvis der er fine tråde overalt på dine spirer, så er der ikke tale om rodhår, Lugter spirerne endda af våd jord, så kan du være sikker på, at der ER tale om mug!
Hvis der skulle være gået selv den mindste mug eller skimmel i dine spirer, bør du kassere dem alle.
Mug og skimmel spreder sig meget hurtigt, så vask og desinficér derpå den tømte spirebeholder som beskrevet under
Renlige spirer. Når det er gjort, så er du klar til at prøve igen.
Flere hår på tørstige spirer
Tilbage til rodhårene...
Ovennævnte spiretyper får altid rodhår, men du vil bemærke, at dine spirer udvikler flere rodhår og længere rødder, hvis de ikke får helt nok fugt.
Det skyldes, at rodhår har til formål at opsuge fugten til den lille spire. Hvis du ikke holder spirerne fugtige nok, så prøver spirerne at få ekstra udbytte af den smule vand, du giver dem.
Konklusion: Skyl dine tørstige spirer lidt oftere g få lidt færre rodhår.
Lær at kende forskel
Du kan nemt kende forskel på mug og rodhår ved at undersøge dine spirer grundigere. Rodbår sidder fra 1/4 nede på roden og helt til rodens spids men ingen andre steder på spiren. Rodhår sidder også fast på spiren og er tykkest inde ved hovedroden, selvom de er meget skrøbelige. Rodhår klistrer ikke undtagen hvis de er fugtige.
Mug består derimod typisk af lange tråde, som minder om candyfloss i konsistens og klistrethed.
Rodhår er altid helt hvide, og spiren dufter friskt trods mange rodhår.
De kan spises
Rødder med rodhår kan forresten sagtens spises. Du kan klippe dem fra, men er det ikke bare spild af god spire? Hele spiren indeholder nemlig vitaminer, mineraler, antioxidanter, enzymer, aminosyrer og fibre.
Vil du vide mere?
Vil du vide endnu mere om de fascinerende spirer?
Tørster du efter at kende de grundlæggende teknikker til at dyrke over 40 sorter af spirer - med og uden rodhår?
Så kan du glæde dig over, at Friske Spirer har samlet al den viden i en fuldt illustreret og farverig bog.
Bogen kan bestilles lige her til kun 149,- inkl moms